Sociale medier

Hvor mange bruger de sociale medier ?

Facebook og Twitter er nok de mest kendte sociale medier i Danmark. 1,8 millioner har en profil på Facebook, og ca. halvdelen benytter den dagligt.

Det er måske ikke alle der vil få fuldt udbytte af at etablere sig på Facebook, men det står fast at mange vil kunne profitere af at forsyne sin side eller shop med "del" eller "synes godt om" knapper som relaterer til Facebook.

På den måde lader du dine besøgende hjælpe dig aktivt i din markedsføringsproces, og derved øger du trafikken på din side. Og dét er, som nævnt andre steder på denne side, den første forudsætning for at du får succes på nettet.

Skab dialog med dine kunder 

Man skal dog gøre sig nogen overvejelser om hvad man vil opnå med sin tilstedeværelse på Facebook, såfremt man ønsker at oprette sin egen side. Hvis man vil tiltrække besøgende handler det nemlig ikke kun om at øse tilbud ud til kunderne – hvilket naturligvis kan være godt nok, de fleste forbrugere kan bare godt gennemskue en side som kun er skabt med det formål for øje.

Det handler igen om gode historier, og det handler i særdeleshed om at skabe dialog med forbrugerne, at være synlig og at deltage.

Det gode eksempel

Et godt eksempel er Samvirke. Her kommer man med gode råd om f.eks. sprød svær på flæskestegen, quizzer og konkurrencer, rengøringstips og meget mere. Man besvarer spørgsmål fra forbrugerne, og skaber på den måde en synlig identitet i forhold sine besøgende, samtidig med at man skaber trafik på hjemmesiden.

Twitter

Twitter er en anelse anderledes, da et "tweet" er begrænset til 140 karakterer. Det er dog nok til at man kan gøre opmærksom på nye tiltag, sende links, henvise til indlæg på sin blog – og dermed øge opmærksomheden og trafikken på siden. Sætter du samtidig en twitter knap på din hjemmeside, giver du dine besøgende mulighed for at sprede budskabet til deres "followers".